Som led i din ansættelse har du ret til en årlig lønforhandling. Der kan også opstå mulighed for at lave en lokal lønforhandling – fx som led i udmøntning af en ekstraordinær bevilget pengepulje til løn.
Dette kan Danske Fodterapeuter bistå med. Hvis der ikke er en tillidsrepræsentant for fodterapeuterne på din arbejdsplads, er det en god ide at du tager fat i Danske Fodterapeuter og forhører dig om muligheden for den årlige eller en lokal lønforhandling.
Du skal som regel have været ansat minimum et år, før det giver anledning til en lønforhandling. Har du været ansat i flere år uden en lønforhandling, så tages der typisk afsæt i dine aktuelle opgaver og kompetencer. Det er Danske Fodterapeuter, der kontakter arbejdsgiver (typisk HR-afdelingen) for en lønforhandling.
Har du anledning til selv at drøfte løn med din ledelse, er du velkommen til at gøre det. Det er muligt at din leder – hvis du er på en stor arbejdsplads – ikke ønsker at drøfte løn med enkeltpersoner, da det vil være uoverskueligt at holde lønsamtaler med alle medarbejdere. Men da fodterapeuter er en lille faggruppe, kan det være de vil gøre en undtagelse. Du er i så fald altid velkommen til at kontakte foreningen for sparring først.
Kontakt altid Danske Fodterapeuter for råd og vejledning, hvis du har ønsker om en lønforhandling.